Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Når livet gør ondt

Vi kommer alle i livet ud for kriser.

Når vi mister én, vi holder af. Når ægteskabet knirker, eller når skilsmissen er en realitet. Når tro og tvivl strides i os. Når vi bliver syge eller arbejdsløse. Når vi føler, eller af lægen har fået at vide, at døden nærmer sig.
Når vi føler os ensomme, bange eller magtesløse.
Så er det godt at have én at tale med.

Samtaler
Sognepræsten er altid til rådighed for en personlig samtale, som kan finde sted enten hjemme hos dig eller hos præsten.
Præsten er ikke terapeut, men et lyttende medmenneske, som i kraft af sin uddannelse og erfaring måske kan være med til, at du kan få vendt tingene og måske se dem i et nyt lys.
Præsterne er altid klar til at lytte, og de har tavshedspligt.

Sorggruppe for voksne
I Tveje Merløse tilbyder vi sorggrupper for voksne, der har mistet en nær pårørende. I sorggrupperne lytter vi til hinanden, og taler om det, der gør ondt. Her er plads til både gråd og latter. Man kan reagere meget forskelligt på sorg, men smerten er man fælles om, og derfor er det godt at dele sorgen for en stund. Fællesskabet med andre, som har mistet, kan hjælpe dig med at bære sorgen og den forandrede hverdag.
Har du mistet din livsledsager eller en anden nærtstående, kan du have brug for at tale med andre i samme situation. Måske kan du have glæde af at deltage i sorggruppen for voksne under ledelse af sognepræsterne Mette Brunshuus og Kim Sørensen. Kontakt Kim Sørensen på tlf 5118 2719 for at høre mere om sorggruppen og hvornår der starter nye forløb. 

Kontakt sognepræst Kim Sørensen 

Det er gratis og du behøver ikke have tilknytning til folkekirken for at være med.

Online sjælesorg
Hvis du er interesseret i online sjælesorg, så tryk på linket her, og læs mere.
Sjælesorg på Nettet er folkekirkens digitale online tjeneste til alle, der måtte ønske en sjælesorgssamtale. Tanken bag initiativet er, at folkekirken skal være der, hvor menner er. 
Sjælesorg på nettet ønsker at bringe sjælesorg ind i den almindelige danskers hverdag, samt gøre opmærksom på folkekirkens generelle tilbud om sjælesorg. Enhver, der søger svar eller ønsker sjælesorg, har mulighed for en samtale med en præst om åndelige og eksistentielle spørgsmål.
Sjælesorg på nettet er mobil i den forstand, at hvis du har en smartphone, kan du klikke dig ind på sjælesorg.nu i åbningstiden og chatte med en præst, hvorend du befinder dig: på gaden. i bussen, i toget, på arbejdspladsen, i frikvarteret eller i dit hjem.
Find sjælesorg på nettet: www.sjaelesorg.nu