Sommerkirke

 

Verden er fantastisk og forunderlig! Men hvad mon er vigtigst for vores skønne og flotte klode... Er det vandet? Luften? Ilden? Jorden? Elementerne er ikke selv i tvivl! To forskere sætter sig for at undersøge sagen – kom med på deres tur til elementernes verden, når vi igen i år opsætter en helt nyskrevet musikforestilling til årets sommerkirkeuge.

Sommerkirke er fyldt med musik, sang, teater, krea, hygge, fællesskab og teater. Og så er det både til dig, som gerne vil have en større rolle og til dig, som gerne vil være med i mængden. Vi tilpasser det sammen i løbet af dagene.

Kom og vær med fra den 30. juni.-3. juli.

Vi bruger tre dage på at øve os og slutter af med et brag af en forestilling torsdag d. 3. juli kl. 16.30 for alle dem, der kunne have lyst til at komme at se.

Praktiske oplysninger

Aldersgruppe: Kommende 1. til 7. klasse
Tidsrum: Mandag den 30. juni - torsdag den 3. juli kl. 9-15 (torsdag kl. 9-17)
Sted: Skt. Nikolai Kirke, Kirkestræde 2A, 4300 Holbæk
Husk: Dig selv, godt humør, en madpakke – og måske også din bedste ven

 

Om Sommerkirke 

I den første uge af skolernes sommerferie, holder vi sommerkirke for skolebørn fra 1. til 7. klasse fra hele Holbæk kommune. Sommerkirken er et samarbejde mellem Tveje Merløse Kirke, Skt. Nikolai Kirke og Kirkerne i Vipperød, og foregår på skift et af de tre steder. Rammerne har været forskellige, men der er altid sang og musik, kreative aktiviteter og masser af sjov og hygge.

Flere år har vi skrevet en musical som børnene har haft fire dage til at lære. Der skal både læres sange og replikker, syes kostumer og laver rekvisitter. Torsdag eftermiddag holder vi et brag af en forestilling for forældre og andre interesserede.

Andre år har været kreauger over et bestemt tema med en afsluttende fernisering.

Et år havde vi middelalderuge og lavede mad over bål, snittede pilgrimsstave, støbte tinkors, flettede bælter og meget andet.

Sommerkirke er et samarbejde mellem Skt. Nikolai, Tveje Merløse og Vipperød sogne - og er for børn i hele Holbæk Kommune.

 

Tilmeld dig her!