”Det dufter lysegrønt af græs i grøft og mark og enge.”
Jeg elsker den først linje i den skønne sommersalme, for den giver mig plads til at undres.
Det dufter lysegrønt af græs, synger vi, og så kan jeg ikke lade være med at tænke på, om græs også kan dufte lyserødt? Duften af en farve eller lyden af smag – ja det lyder skørt, men der er et fint ord for det – Synæstesi. Det er, når sanserne bliver blandet sammen, så man for eksempel oplever, at kylling smager trekantet, eller at tallet 22 er gult.
Hvis man bladrer i salmebogen, vil man opleve, at rigtig mange salmer, især hos Grundtvig, har sådan nogle synæstetiske formuleringer. Man finder i hans salmer både ”fortvivlelsens flod” og ”ligegyldighedens sø”, ”tabets ørken” og ”erindringens grotter”.
Med tanken på den lysegrønne duft spørger jeg mig selv: hvordan mon ”to - le rance” smager, og hvordan lyder ”kærlighed”?
Jeg tænker på, om ærlighed kun føles silkeblød, eller om den også stikker som en kaktus? – og hvilken farve har hjælpsomhed?
Når man blander sanserne sammen med sproget, så bliver der tændt for vores fantasi, og legen med farver, former og begreber giver os et nyt perspektiv på noget, vi troede, vi havde en fast forestilling om.
De færreste af os tør vel at komme med en meget konkret beskrivelse af Gud. Nogle beskriver ham som en gammel mand med langt skæg, andre ville bruge en løseligere beskrivelse som en vind eller en energi.
Uanset hvordan vi vil beskrive Gud, så kommer vi på hårdt arbejde og må bruge alle de sanser, vi er blevet udstyret med fra vores skabers hånd. Lytte, se, høre, smage og føle er de fem sanser, vi lystigt blander sammen i mere eller mindre vellykkede forsøg på at beskrive det ubeskrivelige.
Nogle gange påstår vi at være i besiddelse af en 6. sans. Det er den sans, der menes at være et udtryk for en særlig intuitiv evne til at forstå eller opfatte noget af det, man ikke kan se eller måle. Verden omkring os gør en dyd ud af at prøve at overdøve vores indre liv ved at tilbyde stimulering af alle vore sanser.
Når vi får nok af det, eller ligefrem føler os overstimulerede, så finder vi vej hen til kirken. Kirken har nemlig tykke mure. Der trænger ingen forstyrrelser ind. Ingen neon-blinkende reklameskilte eller metalliske radio stemmer. Ingen larmende folkemængder eller bippende elektronisk udstyr - kun den hvidkalkede væg, den hårde bænk og den meditative stilhed. Her kan man sanse ingenting og alting på samme tid.
Det dufter lysegrønt af sommer og kærlighed – lad Guds sol gå ind i krop og sind, og lad ham forkynde, at nu kommer en varm og lys skærsommer.
Mette Brunshuus