Der er meget stille, mens jeg sidder og kigger ud ad mit vindue og skriver andagten til kirkebladet. Der er ikke mange lyde af biler og maskiner, og det meste af tiden er vi hjemme, selvom vi går gode lange ture hver dag. Der sker ikke meget i vores samfund, og meget er gået i stå.
Også kirken blev lukket midt i marts. Og nu skulle man mene, at så kunne præsterne og de andre ansatte slappe af imens. Men sådan har det ikke helt været. Vi taler med mange mennesker, der gerne vil høre fra deres præst, og vi har prøvet at finde nye måder at få kirkens budskab ud i sognet, og det er faktisk anstrengende nok.
Nu ved jeg jo i sagens natur ikke, om kirkerne er åbne igen, når I læser dette. Men mærkeligt er det, at vi ikke har kunnet samle os i vores smukke kirkerum og bede og synge og høre evangeliet.
Der har dog alligevel ikke manglet prædikener af stort set enhver slags, skulle jeg hilse og sige. For når der sker noget så omfattende som coronakrisen, så får mange den ide, at verden vil være grundlæggende anderledes, når krisen lægger sig igen. Og den usædvanlige situation med et tvist af undergangsstemning kalder en lyst frem i mange mennesker til at skrive lange indlæg, nærmest i prædikenform, hvor de fra hver deres synsvinkel skuer mod en ny fremtid, hvor løven og lammet græsser side om side.
De nationalt sindede ser frem til tider, hvor mennesker hylder det nære fællesskab, fordi det er det eneste rigtige i lyset af coronakrisen. De globaltsindede ser med tindrende øjne mod grænseløse vidder og internationale løsninger, som er det eneste rigtige i lyset af coronakrisen.
Og således også mange andre: De produktionsglade forudser, at vækst er vejen frem efter coronaen, og de mere økologiske, at vi bliver nødt til at skære ned på væksten efter coronaen.
En IT-skribent forudser, at al undervisning fremover bliver digital, nu hvor lærerne allerede er så godt i gang. Rædsom idé. Og nogle fortæller, at krisen er et tydeligt tegn på, at vi må holde op med at spise kød. Jeg gyser ved tanken!
Alle forudser de, at verden vil være ændret for altid. Og mærkeligt nok altid i nogenlunde den retning, som prædikanten helst vil.
Jeg tænker nok personligt, at selv om Coronakrisen bliver hård, så vil verden være nogenlunde den samme, når det er klinget over for denne gang. Mennesker vil gøre nogenlunde, som de plejer at gøre, både af gode og dårlige ting. Fordi mennesker er mennesker. Måske kan vi trods alt have et håb om, at vi bliver bedre til at se værdien af vores fællesskaber, efter at vi har måttet undvære dem.
Og så tror jeg, at det er bedst, hvis jeg for min del nøjes med at prædike det, som jeg plejer: At Jesus Kristus er Guds søn og verdens herre, og at han kom til os som et menneske for at dele vores vilkår og lære os at se vores medmennesker, som han selv gør. Og for at betale regningen for alt, hvad vi gør forkert.
Jeg glæder mig til vi ses i kirken.
Steen Nielsen