Årets gang - en novembersang...
Så står det atter klart. Endnu et år er gået, for sommerferien er lige forbi. Det er skægt, som man op til flere gange om året må konstatere, at året går sin gang!
Da jeg var barn, var det kun fødselsdage og nytårsaften, der havde mandat til at registrere et års bortgang og sætte et nyt år i gang. Men med årene og alderen er det blevet mere nuanceret.
Jeg registrerer oftere og oftere at begivenheder passerer og noterer mig, at tiden går, at året går, og månederne forsvinder.
På trods af at det i skrivende stund stadig er sommer - må jeg erkende, at efteråret atter nærmer sig med hastige skridt. Og med efteråret kommer november. Og november… Åhhh, det er da ikke noget at glæde sig over!
I Danmark har vi Henrik Nordbrandts digt om, at hos os har året 15 måneder: december, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober – og så: november, november, november, november.
Nuvel, alligevel, november, min hilsen tag! For der er heldigvis også en anden side af sagen. Der er også en mening med den måned. Naturen bliver nøgtern i november. Den viser sig uden al mulig pynt. Den går over til ren funktionalisme og er bare til. November, Danmarks november, lærer én at se klart, man ser igennem nøgne grene og bare stammer. Horisonten forlænges, og man ser, hvad der ligger allerbagerst og allernederst. Pludseligt er det tydeligt for enhver, at der er mere på spil i november, end hvad øjet ser og elsker i de andre måneder. Ja – måske viser det sig endda, at november er helt godt fundet på. I alle de andre måneder er der noget at sætte pris på. I novembers nabo december er der festerne, og selv i februar, som jeg engang fandt værst af alle, er der lyset, der kommer tilbage, så det er en fest i sig selv - og i oktober gløder efterårets farver og varmer selv en kold sjæl med sit varme skær. Jo - de andre måneder har noget at glæde sig over.
Men ikke november. Der er ingenting. Og det er måske netop pointen!
November er intet, november er et nulpunkt – nok det tætteste årstiderne kommer på evigheden. Naturen er gået i stå. Vejret holder vejret. Der er faktisk kun én ting at gøre: Gå ind i sig selv og slå reserverne til.
Vi må finde lyset i os selv. I november må vi lyse hver især, og vi må bruge vores opsparede ressourcer til at lyse for andre. November henviser mennesket til sig selv og de gemte reserver. Derfor er der nogen af os, der gør modstand mod november. Men der er ikke noget at gøre! Det varer så længe, det varer.
Novembers lektion handler om at holde ud. At holde sig parat til det uforudsigelige. At holde sig i live. Hvis vi skal gøre modstand, skal det nok ikke være mod november, men mod at give op! Hvad vi hver især måtte have af lys i overskud skal deles og fordeles i november. Der er kun få ting i denne verden, der ikke bliver mindre af at deles: Glæden er en af de få ting. Glæden bliver større. Glæden er en gave, den er en kraft, der strømmer, hvis man lader den gøre det. Igennem hele livet, i løbet af hele året, samler vi sammen til november. Guds ord plantes i vores sind. Hans kærlighed vokser, og i november går det i udbrud: En glæde over livet kommer op til overfladen fra det nederste i vores kristne sjæle.
Det er novembers væsen, november i Danmark. En markør på årets gang; Guds kærlighed og menneskers resurser.
Vi fylder på og tanker op, igennem de smukke måneder, vi lader Guds ord hviske os i øret og kilde os i hjertet, vi samler sammen til november. November, november, november........
Mette Brunshuus