I mange år underviste jeg konfirmander fra en specialskole med elever med særlige behov. Det har altid været en udfordrende, men også givende opgave! De unge mennesker kom til konfirmandundervisningen uden pædagoger, hjælpelærere og alt det, de kendte til dagligt. I kirken opdagede de så en helt ny verden. De fik lov til at se sig selv på en anden måde, end de var vant til, nemlig i lyset af den kristne tro og alt det, som vor Herre Jesus har sagt og gjort. Med åbent sind og uden forbehold sang de salmer, bad Fadervor og fik fortalt lignelser og hørte bibelske fortællinger.
Det var en af de konfirmationsgudstjenester, hvor glæden og forventningerne hvert år var spændt til bristepunktet. Sjældent har jeg oplevet unge mennesker, hvis øjne har strålet så stærkt; for den dag var de i centrum og blev fejret, som dem de var!
I den forbindelse har jeg ofte tænkt på det, Jesus siger i Lukasevangeliet kap. 12, at vi ikke kan lægge en dag til vores liv ved at bekymre os. ”Læg mærke til liljerne på marken og himlens fugle!” siger han. “Når I altså ikke engang formår det allermindste, hvorfor bekymrer I jer så for det øvrige? Søg først Guds Rige, så skal det andet gives jer i tilgift!” Og så fortsætter han: “Frygt ikke, du lille hjord, for jeres far har besluttet at give jer Riget!”
Jeg husker en isnende kold januar-dag med bidende frost. Efter konfirmandundervisningen skulle jeg følge en konfirmand over gaden – en fast aftale jeg havde med hendes mor. Da konfirmanden havde fået overtøjet på og var parat, tog jeg som sædvanlig hendes hånd, og så sagde hun helt spontant noget, som jeg sent skal glemme: ”Nøøj!! Din hånd er lige så varm som Guds hånd!”
Ordene fik med ét alt inden i mig til at smelte. Jeg gik forlegen men også opstemt hjem og tænkte, at denne pige måske netop havde hørt og set meget mere af Guds kærlighed og Guds Rige, end alle os andre!
Det underlige og bagvendte i kristendommen er, at tilsagnet om det største og bedste: Borgerskab og barneret i Guds Rige, ikke er noget, vi først skal fortjene os til, og så få tildelt efter en lang, krævende indsats. Nej, det største og det bedste bliver allerede skænket og givet fra begyndelsen. Gaven har mange navne: Arveret, barnekår, levende håb, Guds godhed, kærlighed, tilgivelse, syndernes forladelse. Kort sagt: Guds nåde og det evige liv. Alt dette blev skænket os, da vi blev døbt med den kristne dåb! Det allerstørste kom først!
Sådan også med vort liv! Vi har fået det skænket! Vi har ikke købt det eller gjort os fortjent til det, men vi har fået det betroet af vor himmelske Gud og skaber. At leve er at forvalte og passe på den livsgave.
Men oven i livets gave er de fleste af os også med navns nævnelse blevet døbt i den treenige Guds navn. Altså endnu en betroet og fantastisk gave – en dåbsgave, hvor det blev sagt, at Gud har besluttet at give os sit rige! En uudtømmelig himmelsk skat, som ingen kan stjæle, og som intet kan ødelægge.
Måske havde konfirmanden, som jeg dén vinterdag fulgte over vejen, netop grebet denne himmelske skat, så hun lod sit hjerte tale med, da hun sagde: ”Nøøj!! Din hånd er lige så varm som Guds hånd!”
Det gælder om at have hjertet på rette sted, som et gammelt ordsprog siger. Det smitter i mødet med andre mennesker, hvis jeg selv er fyldt af håb og glæde. “Hvor jeres skat er, der vil også jeres hjerte være!” siger Jesus. Livsmod, glæde og håb har det med at smitte. Det skete den dag, da konfirmanden tog mig i hånden. Det, hendes hjerte var fuldt af, smittede: ”Nøøj!! Din hånd er lige så varm, som Guds hånd!” For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med!
Leif Evald