En anderledes og helt igennem perfekt konfirmation (mar-maj 2021, 20. årgnag nr. 2)

Alt godt kommer til den, som venter, siger man jo, og med konfirmationerne i en Covid-19 tid blev det i hvert fald sandt. Anton, som vores mellemste hedder, havde inviteret til fest den 17. maj, men det måtte udskydes på grund af restriktionerne. Det tog han egentlig i stiv arm, og allerede her fornemmede vi også, at konfirmandernes dialog med præsterne i Tveje Merløse var god, for der var i det hele taget god forståelse og ro på hele vejen rundt – også blandt kammeraterne.

Ventetiden frem mod den nye dato i slutningen af august var godt givet ud. For det første kunne vi mærke, at Anton virkelig så frem til sin konfirmation, og for det andet gjorde ventetiden, at vi netop fik alle med – også de udsatte i familien og venskabskredsen. Det er vi faktisk ret taknemmelige for. Sommeren havde været god for os alle. Men den lille usikkerhed: ”Bliver det hele nu alligevel aflyst igen” – den kunne vi godt have undværet.

Men vi havde slet ikke noget at være så urolige for. Personalet omkring konfirmationen havde jo lavet det fineste forløb, som var så coronavenligt, at alt kunne gennemføres, helt uden at man skulle tænke over det eller følte, at vi måtte nøjes. Tværtimod! Her var jo tale om en helt re-designet konfirmationsdag – hvad mere kan man egentlig forlange?

Forud for dagen kunne vi alle komme forbi og lægge noget i konfirmandernes gaveposer – også her blev der af flere opfundet nye veje at sende hilsner til hinanden på, da en rose jo ikke altid synes, det er sjovt at vente for længe med at blive overbragt. Men det var et fint eksempel på, at kirken havde tænkt alle udfordringer ind ned til mindste detalje – ingen stod tæt, hverken ved aflevering eller udlevering, og selve essensen af handlingen bestod – at kunne give opmærksomhed og gode hilsner til kammeraterne. Endog mere vigtigt her, da alle ikke blev konfirmeret på samme tid, som man ellers ofte gør.

Og så til selve handlingen, hvor det hele var spundet op omkring ”Livets røde tråd”. Fuldstændigt forrygende fundet på. Vi mødtes under den opsatte pavillon på græsset ved parkeringspladsen foran kirken. Her lå den fine røde tråd parat til at guide os. Vi samledes i små familiebobler langs med tråden, hvor de to præster, Mette og Steen, stod klar til at lede os op mod kirken vandrende langs den røde tråd. Foran kirken fik både konfirmanderne og vi et par ord med på vejen, inden vi skulle ind i kirken. Vi fik blandt andet et lille indblik i, hvordan konfirmationsundervisningen havde været, og hvilke sange de havde sunget, blandt andet at de ofte havde afsluttet med salmen ”Må din vej gå dig i møde”, som vi vender tilbage til. En anden fast sang var ”Spænd over os dit himmelsejl”, som vi nu igen sang ude foran kirken, inden vi skulle ind. Tveje Merløse Kirke er jo så lille, at kravet om de to meter mellem hver ved sang umuliggjorde sang indenfor, men det var virkelig fint at stoppe op inden selve konfirmationen skulle finde sted indenfor og samles om denne fine salme.

Og heldigvis må kor og organist jo gerne spille og synge i kirken. Det løste de til UG, kryds og slange. Det var så rørende. Vi manglede ingenting – musikken gjorde præcis det, den altid gør – løftede og bar.

I kirken løb den røde tråd op til døbefonten, hvori der lå en masse røde garnnøgler. I præsternes fine ord til konfirmanderne hørte vi netop om, hvordan man som menneske i verden og i den kristne tro både er sig selv og alligevel altid forbundet. Hver konfirmand fik deres eget nøgle i hænderne, og så løb tråden videre fra dem og ud til deres gæster i kirken (der var fint sprittet af inden) – det levendegjorde på bedste illustrative vis ordene om at være sig selv og alligevel forbundet med menneskerne i vores liv, og med Gud via dåben og konfirmationen.

Og så til selve konfirmationen, der stort set var, som den plejede, med blot få korrektioner. Måske er det som præst meget rart ikke at skulle sænke sin hånd ned i 24 gange hårlak/voks i træk? Normalt er hele klasser jo inde på en gang – det var i vores tilfælde reduceret til fire konfirmander med familier, så der også var plads til de nærmeste i kirken. Selvfølgelig ville Anton gerne have delt oplevelsen med alle i klassen, men det var en fin og intim ceremoni – også for os gæster. Samspillet mellem præsterne var rigtig godt, og hele stemningen let, varm og humoristisk. Jeg er sikker på, at alle konfirmander følte sig både set og favnet.

Med de kirkelige ceremonier og velsignelser vel overstået blev vi igen ledt ud af kirken i de små familiebobler, og denne gang stod Jóannes klar til at assistere os på guitar og lede os langs den røde tråd hen over kirkegården og over til Den Gamle Skole. Her kunne konfirmanderne hente deres gaveposer, og samtidigt blev vi alle ledt uden om det næste hold konfirmander, der skulle ind. Så gelinde kan det gøres – ikke et ord om corona, men ingen restriktioner glemt – konfirmationer på samlebånd, men med en intakt følelse af tid, nærvær og samhørighed.

Salmen, som Jóannes førte an på, var ”Må din vej gå dig i møde”, hvor teksten harmonerede så fint med de ønsker, vi alle har for vores konfirmander, og med den røde tråd, som vi følger på livets vej.

Må din vej gå dig i møde,
og må vinden være din ven,
og må solen varme din kind,
og må regnen vande mildt din jord,
indtil vi ses igen,
må Gud holde, holde dig ‐ i sin hånd.

Mon ikke nogen af de mange fine tiltag, som personalet fremtryllede for konfirmanderne og os, finder deres vej ind i fremtidens coronafri konfirmationer? Det håber vi – godt vi har en ny konfirmand klar om tre år. Tak til alle de involverede!

Mette Mathiasen, medlem af menighedsrådet