Vi ses i kirken (mar-maj 2021, 20. årgang nr. 2)

Vi ses i kirken!

Jeg sidder og kigger ud på paradisæbletræet, som har tabt alle bladene. Men det er ikke kedeligt at se på, for det står nærmest og sprudler af store klynger mistelten. Vi plejer at forære en del af dem til venner og familie hvert år. Som bekendt er det jo sådan, at hvis nogen passerer under en mistelten, så må man godt kysse dem. Og måske kan det sprede lidt kærlighed sådan at sørge for, at der hænger mistelten flere steder i byen. 

Men i skrivende stund er det småt med at komme så tæt på hinanden, at det bliver til kram og kys i nævneværdigt omfang. Undtagen i nærmeste omgangskreds naturligvis. 

”Der er en tid til alt…” står der i Prædikerens Bog. En tid til at fødes og til at dø – til at så og til at høste. I øjeblikket virker det meget, som om det er tid til ensomhed, til kulde og savn. Forleden gik jeg en eftermiddagstur ned ad Ahlgade, og byen lå øde og vindblæst hen. Det var ikke noget opmuntrende syn. 

I sådan en tid er der brug for, at man kan komme i sin kirke. Der kan man få varmen og være med i fællesskabet og høre ord til trøst og håb. I kirken kan man genfinde sin livsgnist. Men det er heller ikke nemt for tiden. De nyeste restriktioner fortæller, at vi kun må være 12 i kirken, og vi må ikke synge med på salmerne. Så i øjeblikket flytter vi gudstjenesterne op i Kirkeladen. Der må vi være 24, men vi må stadig ikke synge sammen. Det er trist. 

Desværre viser det sig, at mange ikke kommer, selv om man gerne må. Og selv om de i grunden gerne vil. Nogle er bange for at blive smittet, enten fordi de selv er i risikogruppen, eller fordi de har mennesker i familien, som er i risikogruppen. Det forstår jeg godt. 

Andre kommer ikke, fordi der har bredt sig en stemning af, at det ikke er rimeligt, at man gerne må komme i kirken, når nu der er lukket så mange andre steder. Det breder sig især på de sociale medier, hvor de særligt kloge som bekendt sidder og styrer verden. Og der bliver vi nødt til at sætte foden ned og sige: ”Jo, det er rimeligt, at man må gå i kirke!” 

Mennesker lever ikke af brød alene. Vi har brug for varme, åndsliv og fællesskab, for at der ikke skal brede sig kuldslåethed over os. Og regeringen ved det godt. Derfor er vi som kirke også prioriteret, og kirkegang er talt med i de samlede beregninger af smittetal. Og vi overholder selvfølgelig de restriktioner, som vi skal. 

Så nu er tiden kommet, hvor vi, som holder af kirken, skal rette ryggen og sige: Jo, vi må godt. Og vi vil mødes med glæde og fejre gudstjeneste sammen.

Vi ses i Kirken.
Steen Nielsen, sognepræst