URO (sep-nov 2021, 20. årgang nr. 4)

Der er en ”bevægelse”, der altid har interesseret mig. Ikke en bestemt politisk eller folkelig én af slagsen men en næsten helt fysisk bevægelse.

I teologien taler vi om inkarnationen - Guds bevægelse ind i verden. Det er menneskets modsatrettede bevægelse, jeg er nysgerrig på - en bevægelse ud af verden. Væk fra den virkelighed, det befinder sig i.

For hvorfor er det så svært for os at være dér, hvor vi er? Hvad ligger til grund for vores uro, flugt, jagt - eller hvad vi nu skal kalde det? Hvad er der på spil?

Det er som om, at den her bevægelse sidder i kødet på os og ikke sådan er til at slippe af med.

Sidste år havde jeg studieorlov i tre måneder og brugte blandt andet tiden på at undersøge, hvad den kristne fortælling siger om uroen.

Støv og ånd
rundtvig, Kierkegaard og Prenter - som jeg skelede til - beskriver på hver deres måde, at uroen har sin oprindelse eller sit udspring i menneskets særlige plads i skaberværket. ”Et guddommeligt eksperiment af støv og ånd”, som Grundtvig skriver. På den ene side skabt i Guds billede og samtidig befindende sig på den anden side af syndefaldet.

Prenter skriver: ”Det er nødvendigt at fastholde som en uigennemtrængelig gåde, at mennesket på den ene side er skabt i Guds billede, forstået som genlyden i mennesket af Guds ords sandhed om mennesket, og på den anden side er faldet, så gudsforholdet er blevet fordærvet. Det drejer sig om eksistensmodsigelser, der stadig på rationelt uigennemskuelig måde brydes i mennesket, så længe både synden og Gud har tag i det."

”Eksistensmodsigelser” - sikke et fantastisk ord! Ordet fastholder uroen, modsigelsen og det gådefulde, som noget, vi ikke kan lægge fra os, og giver det karakter af vilkår.

Uddrivelsen af paradiset
 kristendommen er det i særlig grad urhistorien i det Gamle Testamente, der bakser med de menneskelige grundvilkår - i skabelsesmyten og beretningen om syndefaldet og uddrivelsen af paradiset.

Og det er især her, jeg tilbragte en stor del af min orlov. På de første sider af Bibelen i selskab med Adam, Eva, Kain og Abel. Det har været spændende og inspirerende selskab. Særligt spændende har det været, gennem talrige illustrationer af uddrivelsen af paradiset, at se uroen, længslen og flugten malet frem på forskellig vis. Som beskrivelser af menneskets vilkår og erfaringer i verden.

På flere af billederne kan man se, hvordan Adam næsten vrider halsen af led i sin kiggen tilbage mod det tabte land: Andre steder er der en Gud, der, overfor en vranten udgave af de første mennesker, lader sin engel pege insisterende mod jorden, som om den siger: ”Det ér her, I skal være”.

Det var en stor glæde at opdage og læse Johannes Værges bøger, der undersøger, hvordan myten om syndefaldet er blevet tolket og brugt op igennem kristendommens historie. Hvad er det for et menneske, der tager de første skridt ud i den verden, vi kender? Hvor dybt er faldet, hvor langt væk fra Gud er det kommet?

Som forsideillustration til en af sine bøger har Vær - ge valgt dette billede af Arne Haugen Sørensen, hvor Værge lægger mær ke til, at Adam og Eva holder tæt og kærligt om hinanden. ”Kærligheden er ikke sat ud af kraft ved faldet, og det giver håb” skriver han: Min orlov mindede mig om, at en af kirkens helt store skatte - og vigtige opgave er - at være et sted, hvor vi kan høre, at vi deler vilkår med hinanden. Et sted at mødes med andre, der også kender til uro.

Og hvor gådefuldheden får lov at stå. At mennesket både bærer Guds billede OG er faldet. Begge dele er sandt på samme tid. Det er en dobbelthed og en modsigelse, som vores erfaringer og sanser kan kende sig selv.

Kim Sørensen