Når du er i sorg har du brug for fællesskab (Marts-maj 2019, 18. årgang, nr. 2)
Der har været debat om, hvorvidt sorg kræver en diagnose. Det gør sorgen sjældent, for sorg er naturlig. Den er et livsvilkår. Det er den, vi rammes af, når vi har mistet den, vi var nært knyttet til, og som vi elskede – og stadig elsker. Og sorgen fortæller, hvor stor betydning den anden havde i vores liv – og stadig har.
Sorgen er kærligheden, der er blevet hjemløs. Den efterlader en stor tomhed og sidder i hele kroppen. Sorg gør ondt.
Vi har en plads i andres liv og hjerter, og de har en plads hos os. Derfor føler vi os hjemløse, ensomme og forladte, når sorgen rammer. Vi havde et sted, vi hørte til.
Er du en af dem, der har det sådan, og har brug for at følges med andre gennem sorgens landskab, er en sorggruppe måske noget for dig. Det kan også være, at du skal tale med en præst – måske den præst, der havde bisættelsen eller begravelsen, eller den præst, du muligvis talte med på sygehuset. Du er velkommen til en samtale. Ring eller send en mail – også selv om du ikke ved, hvad du skal sige, når I ses.
Kirken er til for dig
Det kan også være, du skal begynde at gå i kirke. Det siger dig måske ikke så meget, og har bisættelsen eller begravelsen fundet sted i kirken, gør det måske i meget lang tid ondt at komme, fordi du for dit indre blik ser kisten stå der. Prøv alligevel, for du vil opdage, at der er andre, der også er blevet alene og har fundet vej til kirken, selv om de ikke kom der før. Sid med ved kirkefrokosterne eller ved kirkekaffen, tag med på en menighedstur eller kom til foredrag.
Fortæl præsten, hvem du er, og at du har mistet, hvis præsten ikke kender dig. Så er der mulighed for, at præsten kan hjælpe dig, så du kan lære de øvrige at kende, som er i samme situation som dig.
Det er vigtigt, at du også rækker ud til dem, du i forvejen kender. I misforstået hensyn lader vi ofte hinanden i fred, fordi vi ikke vil trænge os på i hinandens liv. Derfor må du sige til og selv række ud.
Lazarus
En af de stærkeste beretninger i Det Nye Testamente fortæller om, hvordan Jesus kommer til de to søstre Martha og Maria, der har mistet deres bror Lazarus. Martha og Maria sendte bud til Jesus. De bad ham om at komme og hjælpe, da Lazarus var syg, men han kom ikke.
Han kom for sent. De møder ham begge to med ordene: ”Herre, havde du været her, var min bror ikke død”. De kender Jesus så godt. De kender ham i hans kærlighed.
Vi står i samme situation under sygdom, og når døden kommer. Vi beder om hjælp og spørger Gud, hvor han er, og hvor han var. Det tager tid for os at blive klar over, at ingen er glemt af Gud – heller ikke den, vi mistede. Og du er ikke glemt af Gud. Gud er i sorgen, i dødens mørke, når vi føler os udsatte og ingen mening finder.
Jesus går med dem, der har mistet og som er i dyb sorg og fortvivlelse. ”Hvor har I lagt ham”, spørger han. Og han siger: ”Hvis du tror, skal du se Guds herlighed”.
Vores kære, dem vi savner, er i vore hjerter. Der har vi lagt dem. Herligheden fra Gud, ser vi måske slet ikke. Vi ser ikke det himmelske lys. Vi mærker ikke, at Gud er hos os. Og måske mærker vi heller ikke, at den, vi har mistet, er i vore hjerter. Måske har vi heller ikke troen på, at de døde er hos Gud.
Vi ser efter tegn på, at den vi elskede og stadig elsker, er hos os. Sollyset kommer ind over kisten, netop som ordene lyder ved jordpåkastelsen. En lille fugl kommer og banker på ruden gentagne gange og har ikke gjort det før, og det sker heller ikke siden.
Vi ser tegn, som lindrer det, der gør så ondt – og som fortæller os, at ”der er mere mellem himmel og jord”. Vi oplever tegn, der er givet os.
Ved graven ved den klippehule, hvor Lazarus er lagt, gør Jesus et tegn. Tegnet, som er det sidste af syv tegn i Johannesevangeliet. Det er dem, vi kalder undere. De åbenbarer, at Jesus er Guds Søn.
Jesus kalder Lazarus ud af klippehulen. Martha og Maria forenes med deres bror i kærlighed.
Der, hvor Jesus er, er der vej ud af døden. Der er en vej tilbage til livet – og en vej ind i det liv, som er i Guds verden. Det evige liv.
Lisbeth Thomsen