Gæstebogen (Juni-august 2019, 18. årgang, nr. 3)

I Tveje Merløse kirkes våbenhus ligger en undseelig sort gæstebog på en hylde. Her har den levet sit stille liv siden 2004. Gennem årene har en del mennesker dog fået øje på den og nu er alle siderne ved at være fyldt ud. For et øjeblik har jeg lånt bogen, taget den med over på kontoret og bladret igennem de mange hundrede hilsner og kommentarer fra mennesker der - af den ene eller anden grund - har besøgt kirken.
Man fornemmer tydeligt, at for mange har besøget i kirken været vigtigt og betydningsfuldt.

Her blev jeg døbt!
Sidste sommer blev det af en eller anden grund vigtigt for mig selv, at besøge den kirke i Jylland hvor jeg blev døbt. Det blev en rigtig fin oplevelse, det var som om bibelverset på altertavlen var skrevet til mig og så kunne man ovenikøbet tænde et lys og sætte det i døbefonten. Tak for det!

Og jeg er åbenbart ikke den eneste, der får lyst til at besøge den kirke man er døbt i. I hvert fald kan man i gæstebogen møde mange, der med glæde fortæller, at nu har de besøgt den kirke hvor de blev døbt for mange år siden. Måske gør det noget ved os, at se det sted hvor vi fik at vide, at vi også hører med i Guds store historie. Vi kan jo af gode grunde ikke huske det - men hér lød ordene!

Der er en der har skrevet: ”Det var godt at se den døbefont, hvor Kristus gav mig del i sit liv”

Hvor er kirken sej!
Der er mange - også turister fra udlandet - der kommer forbi for at se kirkens arkitektur og er interesseret i dens spændende historie. Ja, hvert år kommer den samme spanske autocamper og slår sig ned et par dage på parkeringspladsen i Tveje Merløse.

Turisterne skriver: ”Et uendeligt smukt syn”, ”Die Kirche ist super schön”, ”Kirken er så smuk og enestående. Du kommer ind i en anden tidsalder. Det er spændende og ”højt”” og en dreng på 2½ år er citeret for at sige: ”Hvor er den sej, kirken!”

Mange bruger kirken til at finde fred og ro, bede en bøn eller synge en salme:
”Sikke en fred denne kirke udstråler. Det gør godt for sjælen. At sidde her en stund er en lise”, ”En stille stund i dette fredfyldte kirkerum og så kom organisten ovenikøbet og spillede. Jeg takker”

Og så vrimler gæstebogen med taknemmelighed over at kirken er åben: ”Tak for at I viser den tillid det er at holde kirken åben”, ”Tak for ly af regnen. Vi var glade for at døren var åben. TAK! Så fik vi set kirken både inde og ude”

En åben dør
Nu er det som om, at det passer godt sammen med den historie vi hører i kirken, at døren står åben. Ja, som en har skrevet i gæstebogen: ”Tak for at rumme - også dem, der ikke er overbevist…J”
Ja - en kirkedør skal helst være åben.

Måske I også kan genkalde jer dét at være på ferie et sted, besøge en fremmed by, stå foran en kirke, tage i døren og den ærgrelse det er når den er låst - og omvendt glæden og spændingen, når døren åbner sig. Hvad mon jeg møder? Fornemmelsen af at træde ind et helligt sted.

Tveje Merløse kirke er, sammen med mere end 400 andre kirker i Danmark, med i fælleskabet af ”Vejkirker”. Det er kirker, der dagligt står åbne for besøg. I foråret udkom en ny folder med oversigt over Vejkirkerne. Folderen ligger klar i våbenhuset i Tveje Merløse og du kan også finde den på nettet.

Måske var det en idé at tage den med på sommerferie!? Man kan sågar læse om cykelvenlige vejkirker og kirker, der ligger på den danske pilgrimsrute.

Sidste citat fra gæstebogen: ”Har altid ønsket mig at se denne smukke gamle kirke. Har passeret den utallige gange. Nu endelig gav vi os tid til at stoppe op og NYDE den. Hvorfor har vi dog ikke gjort det noget før??”

God fornøjelse og god sommer!

Kim Sørensen