Fire lys til livets fred! (Fra: December-Februar 2020, 19. årgang, nr. 1)

Nu begynder lysfesten.

Når jeg går tur med hunden rundt i kvarteret hvor jeg bor, så lægger jeg mærke til, at der dag for dag i løbet af denne tid tændes flere og flere lys rundt om i vinduerne.

Det starter stille og roligt i slutningen af oktober; en enkelt lyskæde hænger og dingler i en carport og et stearinlys blafrer i en vindueskarm.

Efterhånden som dagene går og nærmer sig midten af november, er lysene taget til. Ikke blot er der kommet flere stager i vinduerne, men også lyskæderne funkler frejdigt i haverne, og på husenes tage er der en stjernevrimmel af diodelys. Det hele kulminerer i starten af december, hvor udsmykningen synes at være komplet. Det stråler fra hver en busk og flagstang. Nisser og slæder og juletræer i klare farver skinner som glade lystegninger i mørket.

Jeg deltager glædeligt i lysfesten. Stearinlysene sættes på bordet til enhver lejlighed, og vindueskarmene funkler med både stearinlys og smukt formede elektriske installationer med små led-lys.
Jeg fristes til at vikle lyskæder omkring alt muligt, både æbletræet i haven, billedrammerne og spejlene og selv de gamle bogkasser skal stråle og glimte og bringe hygge til den lyshungrende december-måned.

Den første søndag i advent starter næste epoke af lysfesten – adventskransen skal tændes!
Det forekommer mig altid naturligt at lade en lille bøn følge med, når vægen på et stearinlys i kransen skal sættes i brand.

Således tænder jeg det første adventslys, og tankerne går uvilkårligt til alle dem, der har det svært i den mørke tid.

Det er et stort antal mennesker, der er omsluttet af denne lille bøn. For vi er rigtig mange der kender til mørkets tanker, og nogle gange bøvler med at finde vej gennem vintermørket. Det første lys tændes, og jeg beder en bøn, for alle dem der ikke kan få øje på glæden, og dem der mangler en retning eller et pejlemærke i livet: ”Kære Gud, vær lys for dem der føler sig omsluttet af mørket – vis dem en vej ud!”

Det andet lys tænder jeg i taknemmelighed. Taknemmelighed over alle de gode mennesker der er omkring os, og gør livet lettere og mere værdigt for dem der har brug for hjælp.

Et lys skal brænde for hver eneste ildsjæl, der er med til af forbedre hverdagen for vores ældste, for hver eneste hjemmehjælper, sygeplejerske og venlige vicevært, for hver dygtig lærer og pædagog der ser mildt på vores børn, ja – for hver en frivillig engel der er med til at gøre verden til et bedre sted for os alle: ”Kære Gud, lad dit lys brænde i alle mennesker. Lad din kærlighed være det lys der brænder i os – så vi kan dele ud af det!”

Det tredje lys tænder jeg med håb. Håb for i dag og håb for i morgen. Håb for de fattige og for de rige, håb for de onde og håb for de gode.

Der tændes et lys for håbet, så det kan sættes frit til at være bærende og støttende for enhver som tør gribe det, for enhver der tør stå fast på det: ”Kære Gud, lad håbet flyde i os som strømmen i floden. Giv os modet til altid at turde håbe, også når det ser ud som om, at det er håbløst!”

Det fjerde lys tænder jeg for min egen sjælefreds skyld. Jeg tænder lys, og lader det brænde til et vidnesbyrd om, at jeg tilhører den korsfæstede Herre og i et og alt er en del af Guds plan. Min sjæl finder fred i overbevisningen om, at jeg er et elsket Guds barn, og min bøn lyder: ”Kære Gud, forbarm dig over mig og bliv hos mig!”

Gud lod livets lys tænde på jorden dén julenat i Betlehem, et lys der skal brænde i al evighed. Vi er alle sammen bærere af det lys. Gennem hver eneste time, dag, uge og måned, året rundt, ja livet igennem er vi en del af den flamme der blev tændt julenat.
Den flamme Gud lod tænde, lignede et lille barn. Lad os bære flammen som bar vi et barn i hænderne, lad os værne om den og lad os næres af den. Den er vores liv, vores håb og vores kærlighed.

Lad fire lys være symbolet på livets fred som kommer fra Gud.

Må Guds fred nå hver en sjæl i Tveje Merløse sogn og i hele verden!

Glædelig jul til jer alle.

Mette Brunshuus