Det er snart jul (Dec2021-feb2022, 21. årgang nr. 1)

Ja, det er teknisk set kun efterår, mens jeg skriver dette. Og det er endda lunt og med solskin. Men jeg skal skrive om julen til kirkebladet. Jeg har det lidt lige som de to ældre damer, der står og beundrer juleudstillingen i butiksvinduet på Ahlgade. Den ene siger til den anden: ”Ja, det er næsten ikke til at forstå, at det allerede er oktober igen.”

For et år siden var jeg også ved at forberede mig til julen allerede i oktober. Og det er ikke noget, jeg ser tilbage på med ret stor fornøjelse. Coronapandemien var over os, og vi måtte hele tiden ændre på vilkårene for at holde gudstjeneste i kirken. Så måtte vi være 48 kirkegængere, så 24, til sidst kun 11. Selv salmesangen blev forbudt. Og ingen vidste rigtigt, om det var folkekirken selv, der bestemte, eller om det var myndighederne.

Vi måtte holde gudstjeneste i Kirkeladen, for der var bedre plads end i kirken, og folk sad ensomme på deres stole, med to meter til alle sider. Vi præster, organist og sangere måtte lære nye online metoder for at bringe kirkens budskab ud. Det var en tid, der sled på os alle, da vi måtte omstille os hele tiden.

Men gennem hele efteråret håbede vi på – og arbejdede hårdt for – at vi i det mindste kunne holde gudstjeneste juleaften. Vi tænkte på at holde små gudstjenester i kirken hele dagen lang med få deltagere ad gangen, og på at holde gudstjeneste samtidig i kirken og i Kirkeladen, for at kunne se så mange af jer som muligt. Vi talte med ejerne af badmintonhallen, men vi endte med - i de sidste hektiske dage inden jul - at lave en kæmpe aftale med Sportsbyen om at leje den store hal. De lovede at stille 500 stole op med to meter til alle sider, fuldstændig i overensstemmelse med coronarestriktionerne.

Den 22. december om aftenen sneg det sig frem ad uofficielle kanaler, at vi ikke måtte. Og kort efter kom det også officielt. Det var en meget flad fornemmelse. Det er noget, som folk husker og stadig kan blive ret sure over. Tænk sig – ikke en gang julegudstjeneste kunne man komme til.

Nu er det faktisk sådan, at gudstjenester juleaften i tidens løb har kaldt på lidt forskellige holdninger hos folk. I min ungdom kunne man finde eksempler på præster, der skældte folk ud for kun at komme juleaften – og ikke alle de andre dage. (Sådan gør ingen af præsterne i Tveje Merløse, skulle jeg hilse og sige) Og på den anden side har gamle garvede kirkegængere sagt – også i nyere tid – at de ikke rigtig gad gå i kirke juleaften, der var for meget leben. I stedet ville de hellere vente til dagen efter. Til det blev ”rigtig jul.”

Men jeg har altid elsket gudstjenesten juleaften. Og sidste år blev jeg endnu mere klar over, hvor vigtig den er for mig. Stemningen, duften af mennesker, der kommer fra juleklare køkkener og larmen fra glade stemmer, der ønsker hinanden glædelig jul.

Jeg glæder mig til at se jer alle sammen i kirke den 24/12, synge de smukke salmer og lytte til budskabet om, at himlen har bøjet sig ned til jorden og ladet Guds søn bo hos os. Vi ses i kirken.

Steen Nielsen