Hellig sang og ostehaps (September-november 2019, 18. årgang, nr. 4)

I Kirkeladen i Tveje Merløse holder Marianne Olsen ‘Tumlingesalmesang’ hver mandag. På en vindblæst mandag har to børn og deres mødre trodset vejret og fundet vej hen til salmerne.
(Navnene er ændret af redaktionen)

”Må åbne nu?” spørger Lukas forhåbningsfuldt.
Han kigger på sin mor med store øjne og sender hende et mælketandsmil. Fra hans næse løber klare klatter af snot ned mod den lyserøde overlæbe. Hans lille, bløde hånd knuger om et aflangt stykke plastik med rød omkreds og ordet ”Lillebror” skrevet henover midten. Indeni gemmer der sig et lille, aflangt stykke af hvid ost.

Moderen holder sine arme blidt omkring ham, mens han sidder på hendes skød.
”Nej, vi venter, til vi er færdige. Nu skal vi jo synge,” siger hun.

De sidder på en af de otte kvadratiske og sorte hynder, der er lagt i en aflang halvcirkel omkring tre hvide tæpper. Tæpperne har sorte kanter og tryk af sorte, små blomster fordeler sig overalt på det hvide stof. Over for dem, på den anden side af tæpperne, sidder Oscar ved sin mor. Han putter sig tæt ind til hende.

”Nu skal vi hilse på en, der bor oppe i himlen,” lyder det fra Marianne, der sidder for enden af halvcirklen midt imellem Oscar og Lukas. Hun sidder på hug og holder et brunt pap-kræmmerhus frem.

”Hun kommer kun frem, når man synger for hende,” fortæller Marianne og begynder at synge første strofe af B.S. Ingemanns ‘Lysets engel går med glans’. Mødrene synger straks med på salmen, som de har gjort næsten hver mandag, lige her i Kirkeladen i Tveje Merløse.

Langsomt kommer et englehoved med strittende lokker frem fra kræmmerhuset. Lukas er den første af drengene, der bevæger sig væk fra sin mors trygge skød. Han går ivrigt op til kræmmerhuset, strækker armen frem og rører ved det lyse hår. Oscar stavrer efter ham, og de står forundret sammen og studerer dukken, som netop er sunget ned fra himlen.

Under paraplyens stjernehimmel
Brede smil og en let prusten fordeler sig i det store hvide rum med otte meter til kip, da deltagerne vender tilbage til halvcirklen på gulvet. For få minutter siden spændte de en regnbuefarvet faldskærm over dem som et himmelsejl. Derefter lagde de den på jorden, Oscar og Lukas kravlede ind på den grønne del af faldskærmen, imens deres mødre og Marianne tog fat i siderne og holdt dem op. Herefter løb de tre kvinder på strømpefødder rundt i urets retning, og fra drengene lød høje jubelråb.

Tilbage ved tæppet finder Marianne en sort paraply frem og folder den ud. Fra kanterne hænger store, glitrende stjerner og fra hendes mund lyder stroferne ”Du som har tændt millioner af stjerner”.

Den ene mor lægger sig på ryggen, og Lukas finder sin plads på hendes mave. Hans fingre fumler med det aflange stykke plastik, åbner koncentreret pakken og placerer starten af det hvide stykke ost mellem sine lyserøde læber.

Af: Marie Bebe Krog Tønnes