
Den 9. og 10. juni afholdes SKVULP i Holbæk omkring havnen. SKVULP er den største årligt tilbagevende kulturelle begivenhed i Holbæk kommune – en festival, et folkemøde og meget andet, og vi i den lokale folkekirke er også med!
Fredag d. 9. juni kan man møde os i vores telt, samt på en af scenerne.
Mellem kl. 10-14 er der ungdomsfolkemøde og kl. 14 til kl. 18 er folkemøde for alle aldre.
I vores telt kan man få en kop kaffe i sofaen, en snak med en præst eller med hinanden, tænde et lys eller få en tatovering med tro, håb og kærlighed.
Fra scenen kan man høre meget mere om, hvad kirken ved om sorg, kærlighed, børn og fællesskab.
Vi vil også gerne tage nogle af jeres dilemmaer og spørgsmål op. Så hvis du har et spørgsmål eller dilemma og kunne tænke dig at få et svar fra et panel af lokale præster, så henvend dig til din lokale sognepræst, som så vil sørge for, at dit dilemma kommer videre og måske bliver taget op af vores panel – vi anonymiserer selvfølgelig.
Lørdag d. 10 vil der være Drop-in vielser på et af havnens smukke træskibe fra kl. 13-16
Kom og bliv gift ved et hyggeligt, intimt og festligt bryllup med den skønneste havudsigt og maritimt præg!
Til en Drop-in vielse kommer I ind fra gaden uden forudgående aftale. Alle par er velkomne. Det er også for jer, der i forvejen er gift på rådhuset og ønsker en kirkelig velsignelse. I kan komme alene, som det par I er, og I må invitere venner og familie med til drop-in vielse. Der vil ikke være en personlig tale til jer, men der vil være diverse valgmuligheder for, at vielsen får et personligt præg.
Vigtigt: Ægteskabserklæringen bestiller man via borger.dk, og dette skal man gøre i så god tid som muligt, så kommunekontoret kan nå at registrere. Torsdag d. 8. juni er absolut sidste udkald, hvis attesten skal nå at blive klar. Almindeligvis kan det tage op til 7 dage at få attesten fremsendt. En vielse kan ikke foretages uden en ægteskabserklæring.
Læg endelig vejen forbi SKVULP og vær med!