Skrevet af Karlo Andersen, Tveje Merløse
Tveje Merløse sogn og kirke
Holbæk købstad, Merløse herred, Holbæk amt, Roskilde stift.
Med så lang en adresse, er det godt at vi i dag kan nøjes med at skrive 4300 Holbæk. Tveje Merløse ligger en god spadseretur eller lille cykeltur syd for Holbæk, og er et pragtfuldt, fredfyldt åndehul. I gamle dage, da bedstefars far var ung, var her et par gårde, en købmand, en skole, en smedje og endda også et hospital, der dog ikke skal forveksles med noget i retning af Centralsygehuset eller et sygehus i det hele taget, det var mere et fattighus.
Før den tid, d.v.s. ca. 1100 tallet, var området en del af Hvideslægtens jorder, og Absalon skænkede i 1199 en del af sit fædrene gods gården (curiam) Holbæk med de dertil hørende 4 småbyer Metheløse (i dag Merløse) og herunder dens kirke, samt Grubethorp, Thoftethorp og Ulfsthorp, til Sorø kloster. Den 17. december 1375, blev Merløse igen skænket væk. Denne gang var det Nicolaus Skeples, der sammen med sin broder Erik Skeples overdrog Holbæk Slot med Merløse Herred, Øen Barderø (Ouro, i dag Orø) og Holbæk by til dronning Margrethe, der ugen efter mod kvittering fra hr. Henning van Butbusch afhændede det hele for en gæld på 400 lødige Mark.
Kirkerne i Holbæk og omegn har ført en meget broget tilværelse. I 1700-tallet har ejerskabet til Tveje Merløse kirke skiftet som vind og vejr. Flere af kirkerne har været brændt indtil flere gange, eller de har været revet ned og genopbygget et andet sted, eller de har været udsat for voldsomme røverier. Således blev Tveje Merløse kirke i 1298 røvet af Marsk Stig, før han blev dømt fredløs. Hvoraf navnet Tveje Merløse stammer, er der lidt usikkerhed om. Det kan være fra det gamle Kløfte-Merløse, eller er det fra tvende (to), eller fra det gamle tvejen (tvedelingen), der referere til kirkens tårne, for så i dag at hedde Tveje, som er et gammelt sjællandsk ord for tvedelt gren? Eller har kirken oprindeligt heddet Skt. Laurentius? Det er der forskellige meninger om, men alle er enige om, at Tveje Merløse kirke er én af de sjældne kirker på Sjælland, fordi den ikke alene har bevaret sin grundform, bortset fra et senere tilføjet våbenhus, men især for sine to tårne, der formentlig stadig ser ud, som da de blev bygget samtidig med resten af kirken. Der er lidt tvivl om, kirken er bygget i 1150 eller 1125, og om der har ligget en gammel stavkirke af træ før den stenkirke, vi har i dag. Om det er Absalons far, Asser Rig, eller er det en stor herremand ved navn Sigurd eller dennes efterkommere, der har bygget kirken, vides heller ikke med bestemthed.
Det vides, at kong Christian III i 1555 ved det såkaldte Klemmebrev af 9. maj ville have kirken revet ned, menigheden flyttet til Holbæk, og værdierne udbetalt til kapellanens udkomme. Sådan gik det heldigvis ikke, og vi har i dag en meget velbesøgt kirke, der er utroligt populær at blive viet i, ligesom mange er glade for at få deres børn døbt i kirken. Ligesom Fjenneslev kirke i det gamle Sorø Amt, er det sandsynligt at biskop Svend Nordmands gamle frådstenskatedral fra ca. 1080 i Roskilde har været model for Tveje Merløse kirke. Til forskel fra stavkirker, som var af træ, blev kirker fra ca. 1100 tallet bygget i forskellige stentyper eller blanding af typer. Den mest almindelige, men svært formbare, var kampesten, som der var blevet dannet mange af i istiden. Afhængig af landsdel var frådsten og kridtsten det mest tilgængelige og lettere formbare byggemateriale med datidens værktøj. Frådsten er en kalksten aflejret i kalkholdigt kildevæld. Teglsten blev først brugt fra omkring ca. 1160 hvor man fra Tyskland lærte sig kunsten at brænde mursten og teglsten.
Oprindeligt var kirken indviet til Skt. Laurentius, hvilket kalkmalerierne på hvælvingerne vidner om. Tveje Merløse kirke er den ældste af de østdanske tvillingetårnede kirker bygget i en blanding af kampesten og frådsten, og den er i sin grundform en traditionel kirke med apsis, kor og skib udført i romansk stil, hvilket især ses i de højtsiddende vinduer og det flade bjælkeloft.
Senere byggede man et våbenhus i gotisk stil ca. år 1450, som dog blev ændret samtidigt med den store ombygning i 1892-95, hvor man dels fjernede den udvendige puds og kalkning, dels indvendigt fjernede de i senmiddelalderen opmurede hvælvinger (1400-1450) med kalkmalerier fra 1460-80. Det utraditionelle ved Tveje Merløse kirke og det, der gør den sjælden, er dens velbevarede tvillingtårne og tagkonstruktionen, som er i ”bikubekonstruktion” og ikke med ”saddeltag”, som ellers var almindeligt.
Lad os begynde med at gå en tur rundt om kirken, igennem den store smedejernslåge fra den vestlige parkeringsplads. Allerede her fornemmer vi at komme på en veldisponeret og meget velholdt kirkegård. Lige frem ser vi mod det massive tårnparti bygget i frådsten med den oprindelige døråbning midtfor. Døren bruges stadig ved særlige lejligheder.
Tårnpartiet er ca. 20 m. højt og ca. 6 m. bredt og har 3 etager. Tvedelingen begynder først efter 3. etage. De to tårne ser næsten ens ud, men er det ikke. Det mest karakteristiske ved tårnene er, at de hver for sig er delt i tre afsnit, hvor midterpartiet er indrykket og øverste parti afsluttes med små stenkuber, der hver er kronet med en stenknap. Det nordre tårn er lidt smallere, og på det søndre har man påbegyndt en form for udsmykning ved at give det nogle søjlelignende udformninger
På nordsiden i nogen afstand fra selve kirkebygningen har vi den gamle klokkestabel bygget i vikingestil i ca. 1892 – 95 samtidig med restaureringen, hvor man flyttede klokkerne fra deres oprindelige plads i de to tårne. Dér er det endnu muligt at se slidfuren fra klokkerebet.
Næsten alle kirker har et våbenhus. Det hedder våbenhus, fordi det var forbudt at medbringe våben i kirken, så krigerne skulle aflægge deres våben her. Men der er også en historie, som handler om, at for at forhindre Lindormen i at komme ind i kirken og evt. ud igen, kunne man spærre den inde i dette lille første hus. Under restaureringen murede man de tre døre til. Døren i tårnpartiet er dog senere åbnet igen.
Ser vi igen på våbenhuset, vil man øst for døren se en gammel granitsten fra ca. 1200 forsynet med et palmemønster. Længere henne i korets nordmur ses en delvis rund sten med en centrering. Muligvis er den en del af en gammel kværnsten eller en stolpesten. Selv dengang havde man sans for genbrug. I korets nordmur findes en meget lav, nu tilmuret døråbning. Var det en reserveudgang hvis præsten havde tordnet for meget eller skulle han bøje hovedet i dyb respekt før indtræden i kirkerummet? Det var i hvert fald præstens dør. På korets østgavl kan man se et græsk kors af frådsten.
Videre rundt om apsisen til sydsiden lægger man mærke til, at nu er det kampesten, der er det dominerende materiale. Her i sydsiden, nær tårnet ses den gamle tilmurede mandsindgang. Et kig op på taget viser, at det er belagt med tegl, munke og nonner, og hvis vi ser på skibets østre gavlspids, så ser vi, at det er kronet med et lille klokketårn. Det er et såkaldt messeklokkespir, der før reformationen ringede under nadverelementernes forvandling.
Kirken er blevet restaureret i flere omgange. Ved ombygningen i 1400 blev muren udvendigt forsynet med kalkpuds. Det blev dog senere blev hugget af igen under restaureringen i 1892 – 95, hvor man også fjernede hvælvingerne med kalkmalerierne, og lagde et fladt bjælkeloft igen.
Hvis vi ser Tveje Merløse kirke og kirkegård fra luften, viser der sig en ualmindelig flot anlagt sammenhæng mellem kirkebygning og kirkegård, hvor alt hviler i velplejet tilstand.
På kirkegården findes foruden mange store, og for deres tid betydningsfulde, personers gravsteder, også andre gravsteder, der bør fremhæves. Går man ind ad den østlige, oprindeligt gamle hovedindgang, og lige frem, er der to gravsteder fra II Verdenskrig. Den ene er til ære for to engelske flyvere, der med deres maskine styrtede ned lige vest for kirken i udkanten af landsbyen efter først at have ramt træerne på Merløsegården. Der kan ude i skellet langs den gamle kirkesti mod Langerød stadig ses et mindesmærke der markerer nedstyrtningsstedet.
Ved siden af er et gravsted til minde om én af de modstandsfolk, der satte livet til, for at vi i dag kan være frie.
Går vi ned ca. midtfor den sydlige kirkegårdsmur, er der et mindesmærke for den berømte Niels Peter Høegh-Hagen, som omkom under Danmarksekspeditionen til Østgrønland i 1907. Tæt ved dette er en moderne skulptur, sat på anlægget for de anonyme begravelser. Skulpturen er udført af den lokale kunstner og forstander på Kunsthøjskolen, Ulrika Marseen i 1993.
Tættere på kirkens sydside er der på graven over direktør Aage E. Jensen, tidligere formand for Knabstrup Teglværk og Lervarefabrik og for Den Permanente Udstilling i København opstillet en keramikfigur "Pottemageren", som er udført af maleren og keramikeren Jais Nielsen (1885-1961). Det vakte en del postyr, så for at blødgøre sindene, blev der sat en plade med inskription fra Jeremias 18,6: ”Som Leret i Pottemagerens haand er I i min haand”.
Når vi går ind i kirken gennem det ”nye” våbenhus, er det første, vi bemærker, det flotte gulv lagt i ølandsfliser. Det blev lagt i 1996. Dernæst fornemmer vi den helt særlige stemning, der blandt andet skyldes det lys, der kommer ind gennem de højtsiddende vinduer, men ellers falder vores blik på den gamle altertavle, som er skåret af det lokale værksted under Lorentz Jørgensen i 1650-75. Den hænger på kirkens sydvæg. Det er en meget smuk baroktavle, hvor hovedfeltet forestiller den sidste nadver, som er omgivet af to store figurer. Den til venstre forestiller kærlighedens dyd, og den til højre forestiller retfærdigheden med sværd og vægtlod. Forneden er i begge sider anbragt to bomærker, det til venstre tilhørende præst og provst Mag. Søren Nielsen May og det til højre muligvis kirkeværgen, Mads Larsen, idet der ses bogstaverne M.L.
Imellem disse er der et felt med indskriften: ”Jeg agter ikke at vide noget uden Jesus Kristus og ham korsfæstet. 1. Cor. 2 v 2 A(nno) 1727 er denne altertavle bekostet at anstryge og stafere af" – underskrevet med: "CHG & SDL". Stavningen er moderniseret. Ovenover hovedfeltet er korsfæstelsesscenen, hvor Jesus er flankeret af Maria og Johannes. Øverst er den sejrende, velsignende Kristus. Rundt om billedfelterne ses en rigdom af såkaldt brusk- og bladværk, der får tavlen til at ”fylde” og se righoldig ud, samtidig med at den symboliserer nadver, død og opstandelse, tre vægtige elementer i baroktidens kristendomsforståelse.
Det næste blikket hviler på, er den flotte prædikestol i senrenæssancestil fra 1571. I 1894 blev prædikestolen ført så tæt tilbage til sin oprindelige skikkelse fra 1500-tallet som muligt, og den latinske indskrift genetableret. Oversat står der: ”For præstens læber tager vare på kundskab, og af hans mund søger man belæring” fra Malakias` bog kap.2, vers 7. Den samme indskrift varieres i felterne på lydhimlen fra ca. 1600. På lydhimlen bemærkes de fine små buttede englehoveder.
Til venstre for korbuen hænger kirkens vel nok ældste udsmykning, det gamle korbuekrucifiks fra ca. 1500. Det blev lagt på loftet ved restaureringen i 1842, men blev monteret på det nuværende kors i 1895. Det viser Kristus, som han blev fremstillet i den gotiske, senmiddelalderlige periode.
Går vi under triumfbuen, kan vi i cirklen i midten se en kvinde i oldkirkelig bedestilling, muligvis Jomfru Maria. I siderne ser vi to biskoppelige figurer, den ene med bispestav, den anden med en bog (muligvis Peter og Paulus). For enden af koret ser vi først det runde vindue med glasmosaik og dernæst kalkmaleriet i apsisbuen. Læg dog mærke til den gamle degnestol her til højre. Den er fra sidst i 1500 tallet. Til venstre i koret har vi døbefonten, der ikke er den oprindelige, men som dog er lige så gammel. Den er fra 1150 og stammer fra Roskilde. Underdelen er nydesignet af arkitekt Harald Harpøth, som var konduktør for professor Storck under restaureringen i 1892-95. Dåbsfadet er fra ca. 1550 og forestiller Mariæ bebudelse. Dåbskanden i messing er fra 1900. Det tilmurede dørparti bag døbefonden er den føromtalte gamle præsteindgang. Ser vi op på kalkmaleriet i apsisbuen, ser vi den opstandne Kristus siddende på regnbuen omgivet af en oval glorie, som går rundt om hele billedet, en såkaldt mandorla. Den højre hånd er løftet til velsignelse, den venstre holder livets bog mod knæet. Rundt om mandorlaen er de fire evangelistsymboler: foroven ses Matthæus-englen (nord) og Johannes-ørnen (syd) begge med en bog. Forneden ses Markus´ bevingede løve (nord) og Lukas´ okse (syd) med rester af et skriftbånd. Yderst til venstre står Jomfru Maria med de fremstrakte hænder, og til højre mod syd mener man, at det er Johannes, da han altid ses sammen med Jesu moder. Denne billedfortælling med den sejrende Kristus i apsisbuen hører til kirkekunstens ældste.
Vender vi blikket ned mod alteret, ser vi et stærkt farvet bord udført af Joakim Skovgaard i 1894 efter tegning af H.B. Storck. Motivet er Guds lam med gylden glorie omgivet af to engle. Ovenpå i midten er et såkaldt latinsk kors med enderne udformet som rosenkopper. De fundne relikvier, to blystykker og nogle benrester, er stadig gemt i det nye alterbord. De to store lysestager er fra 1724 og er med indgraveret navnene på giverne, Christian Hellegaard og Sisel Dorothea Luxdorph, kirkens daværende mæcener, der også menes at have skænket den gamle altertavle. Den syvarmede lysestage er fra 1943. Altersølvet er fra 1722 og skænket kirken i 1730. Den bestående alterskranke er fra 1894 og er også malt af Joakim Skovgaard. På væggene hænger salmenummertavlerne, der ligesom de barokke lysekroner er fra 1894.
Vender vi os mod indgangen, det vil sige mod vest, ser vi et enestående murværk. Det er tårnpartiet, der på 2. etage rummer et galleri, hvor de fornemme fra herregården har kunnet følge gudstjenesten, men i dag er der i stedet et orgel. Læg mærke til den gennemførte symmetri. De tilbageværende kalkmalerier i apsis og i korbue stammer fra den tidligste tid, ca. 1150-1175, hvorimod malerierne på skibets vestvæg er fra ca. 1175-1200, og måske forestiller kampen mellem det onde og det gode. Krigeren mod nord bærer et rundt skjold (saracensk) og krigeren mod syd bærer et aflangt skjold (normannisk). Figurerne mod nord er muligvis kvinder, der overværer tvekampen. På nordvæggen ses et uklart borgparti og et brystparti af en person. Øst for vinduet er afbildet en scene med den vantro Thomas, og derudover ses Jesus med to disciple. De kalkmalerier, der var på hvælvingerne, kan i akvarel ses ophængt i det store lokale i Den Gamle Skole, som er den gule bygning nord for kirken.
Under galleriet ser vi en flot gammel dør i tårnpartiets vestside. Døren er stadig i brug. Den flotte udsmykning stammer fra den gamle prædikestol, idet man tog de gamle udskæringer herfra og satte dem på døren ved moderniseringen i 1600-tallet. I de fire felter ses nederst til venstre Kristus med verdenskuglen i venstre hånd, mens den højre velsigner, samt de tre evangelister med deres symboler: Matthæus (engel), Markus (løve), Lukas (okse). De seks smalle felter viser muligvis dyderne.
I årene 1973 – 74 gennemgik kirken en hovedistandsættelse, hvor det gamle orgel fra 1896 blev udskiftet med det nuværende orgel med 11 stemmer, to manualer og pedaler, og det er bygget af P. Bruhn og Søn fra Årslev. Orglet er tegnet af arkitekterne Rolf Graae og Erling Jensen, der også ledede istandsættelsen. En istandsættelse af kirkens indvendige farver stod kirkemaleren Ernst Trier for.
Til de utålmodige, der gerne vil læse mere om De danske kirker, kan jeg anbefale ”De danske kirker” fra Gads Forlag; - ”Danske kirker og klostre set fra luften” fra Forlaget Danmark, grp. 71.86; - A. Knudsen: Tveje Merløse Kirke 1896 - Levende Stene eller som bogtitlen er: ”Tveje Merløse Kirke og Menighedsliv i Holbæk 1880-1925” af Kr. Krarup, grp 27.67 -, samt Trap Danmark, alle at finde på Holbæk bibliotek nedenunder i kælderen. En meget lille bog er ”Bidrag til Holbæks Historie” fra 1875 af F.R. Friis fra Chr. Bechs Enkes forlag i grp. 46.4 (Den kan være svær at finde).
Karlo V. Andersen, Tv. Merløse 2001
